Ishøj-Vallensbæk ønsker glædelig jul

Ishøj-Vallensbæk ønsker glædelig jul

Røde Kors, Ishøj – Vallensbæk 11/12-2025

Kære frivillige og medlemmer i Røde Kors, Ishøj-Vallensbæk.

Julen står for døren, og de sidste forberedelser er sikkert i fuld gang hos os alle. Igen i år har vi i Røde Kors hjulpet
mennesker på vej til juleglæden, med vores julehjælp. 170 familier i Ishøj og Vallensbæk har fået en julehilsen fra os.
Dejligt at vi kan gøre en forskel.

2025 lakker mod enden og vi kan se tilbage på endnu et godt for Røde Kors, Ishøj-Vallensbæk.
Der er god gang i alle i vores aktiviteter, og butikkerne har igen i år leveret et flot overskud. Vi får stadig mange flotte
donationer, og de frivillige i butikkerne er gode til at vise donationerne frem, så kunderne har lyst til at handle hos
os.

Det flotte resultat i butikkerne giver os mulighed for, at aktiviteterne kan hjælpe mennesker der har brug for os.
Også her går det godt og vores aktiviteter har alle været til glæde for borgere i Ishøj og Vallensbæk.
Et af vores indsatsområder for 2025 var, at vi ville forsøge at blive mere synlige i vores to kommuner. Derfor har vi
med succes startet ”kommunikation” som ny aktivitet. Vi har haft flere artikler i Sydkysten, som har fortalt om hvad
det er vi gør lokalt. Hvis du ikke har fået læst alle artiklerne, så kan du finde dem og andre nyheder på vores
hjemmeside: www.ishoej.drk.dk

Udover artiklerne har vi haft to helsidesannoncer i Sydkysten, hvor frivillige fra butikkerne fortæller om butikkerne
og det de bidrager med – og lige så vigtigt, hvad det betyder for dem selv at være med. Og sidst, men ikke mindst, så
er vores Ukrainecafé inviteret til TV2s Go’ morgen Danmark den 16/12-25.

Det var også i 2025, at Jytte Jensen fik Hans Majestæt Kongens medalje for sin store indsats i vores lokalafdeling. En
meget fortjent anerkendelse til Jytte. Vi kan glæde os over, at vi har mange frivillige, der har været med længe, og
dermed er med til at vores afdeling er en af de større i Røde Kors Danmark. Vi kan heldigvis også glæde os over, at
der kommer nye til, og dermed også nye ideer.

Røde Kors har fået en beredskabsstrategi, som skal implementeres i det nye år. Tanken med den er, at vi kan hjælpe
beredskabet med støtte til de berørte, f.eks. i tilfælde af en stor brand. Vi skal ikke hjælpe med at slukke branden –
det klarer brandvæsenet. Men vi kan være der for de berørte mennesker – måske med en snak, en kop kaffe, måske
lidt tøj osv. Vi skal nu finde sammen med lokalafdelingerne omkring os, så vi også bliver klar til den opgave.

Vi er i dag ca. 150 frivillige og ca. 120 medlemmer. Det er vi i bestyrelsen meget glade for, og vi vil gerne sige tak til
alle frivillige for jeres indsats og til alle medlemmer for jeres interesse for vores arbejde. For uden alle jer var der
ingen lokalafdeling. Vi kan glæde os over, at vi alle er med til at gøre en indsats for mennesker i Ishøj og Vallensbæk
– og ude omkring i en urolig verden.

Selvom vi er mange, kan vi godt bruge flere medlemmer og frivillige – så hvis du kender en, der gerne vil ”give en
hånd med”, så må du meget gerne tage vedkommende med.

Med stor tak for jeres indsats igen i år, ønskes I og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår.
Jeg glæder mig til at fortsætte vores gode arbejde i 2026.

Anders
Formand