Lokale børn og unge får en uforglemmelig sommerferie
Røde Kors Ishøj-Vallensbæk sender i den kommende tid 28 lokale børn og unge på en uges sommerferie.
Mens de fleste børn og unge ser frem til en fed sommerferie med familien, så er der børn og unge, som af forskellige årsager ikke har denne mulighed. Og det er hér Røde Kors Ishøj-Vallensbæk står klar med en hjælpende hånd, så også disse børn kan få en uforglemmelig sommerferie.
Røde Kors Ishøj-Vallensbæk betaler for, at børnene og de unge kan komme en uge på ferielejr, arrangeret af frivillige fra Ungdommens Røde Kors.
Her bliver de set, hørt, heppet på og holdt i hånden. Ferielejren er for de børn og unge, der af forskellige årsager har et særligt behov for en ferieuge fyldt med gode oplevelser.
– Vi har stærke værdier om frivillighed og medmenneskelighed, og det er altid en særlig glæde at kunne hjælpe børn og unge. Det er vores støtte til ferielejrene et rigtig godt eksempel på, siger Anders Hvid Jensen, der er formand for Røde Kors Ishøj-Vallensbæk og lokal aktivitetsleder for ferielejrene.
Gode minder og oplevelser
På ferielejren får børnene og de unge en uge med gode oplevelser, stærke venskaber og nye udfordringer. Der er fællesskab, og masser af muligheder for at skabe gode relationer til de voksne og de andre børn og unge.
Der findes både børnelejre og ungdomslejre, som samlet dækker alderen ca. 7-17 år.
Ferien planlægges og udføres af frivillige fra Ungdommens Røde Kors, mens Røde Kors Ishøj-Vallensbæk betaler alle udgifter for børnene og de unge.
Hele aktiviteten med ferielejre er i øvrigt støttet af Ole Kirk’s Fond, Hempel Fonden og Novo Nordisk.