Julehjælp
Vores julehjælp er først og fremmest et middel til at begrænse social eksklusion. For økonomisk trængte familier, og ikke mindst for børnene, kan julemåneden betyde, at man føler sig ekstra isoleret og udenfor fællesskabet. Mens de fleste børn glæder sig, føles det helt anderledes for udsatte børn. En knugen i maven, når julemåneden nærmer sig – og en følelse af at være anderledes. Og det kan være enormt svært at komme i skole efter juleferien, fordi man ikke kan fortælle om en god jul ligesom kammeraterne. For forældrene er julen fuld af store bekymringer: der er måske slet ikke råd til julemiddag, juletræ eller gaver til børnene.
Vi mener, at alle børn skal have lov til at være en del af et fællesskab. Om det er at have været på sommerferie eller haft gode juleoplevelser, så er det afgørende at kunne være en del af samtalen, når skolen starter efter ferien.