Frivillig i vågetjenesten

Frivillig i vågetjenesten

 

vaage-2I vågetjenesten i Ishøj har vi et samarbejde med Ishøj Kommune. Vi tilbyder at våge hos døende i private hjem og på plejehjemmene.

Som frivillig i vågetjenesten sidder du ved et menneske, der er ved at dø, og giver dem omsorg og nærvær i de sidste timer af deres liv. Det drejer sig om tryghed og menneskelig værdighed.

Du skal som frivillig ikke erstatte plejepersonalet, men give den døende lidt af din tid og dit overskud til at lytte, snakke og være nærværende. Er der pårørende tilstede, kan din omsorg være med til at give dem tryghed i en svær situation.

Da opgaven som våger i nogle tilfælde kan være tung, er vi nødt til at stille som krav, at du har erfaring med omsorg for mennesker, er moden og psykisk robust, samt selv har en afklaret holdning til døden.

Du vil selvfølgelig få en grundig introduktion af en mere erfaren våger.

Der er fortrinsvis behov for vågning i nattetimerne, og vi aftaler altid hvor mange timer vi våger af gangen.

Har du mod på at være med i vores gruppe og gøre en forskel for døende borgere i Ishøj, så kontakt aktivitetsleder
Lone Algreen Nielsen på tlf. 40455715 eller mail: lone.algreen@webspeed.dk